Indsamling til facilitetsudvidelse

Der er i årenes løb blevet samlet rigtig mange penge ind til facilitetsudvidelser lokalt i Solbjerg. Vi er rigtig glade for hver en krone og håber I vil bakke ligeså flittigt op om fremtidige tiltag både fra Solbjerg IFs side og fra alle de lokale erhvervsdrivende (senest opdateret 20210926).

Hertil kommer kr. 7.000.000 som vi har modtaget fra Aarhus Byråd, som den 1. december 2021 på byrådsmøde vedtog at bevilge et anlægstilskud på kr. 7 mio. til etablering af Solbjerg Idrætscenter Hal 2. Dette tilskud er over halvdelen af det oprindeligt ansøgte tilskud fra Aarhus Kommune på kr. 13,7 mio. kr. Vi kæmper videre for at få den sidste del af tilskudet fra Aarhus Kommune og fortsætter arbejdet med projektering af byggeriet og indsamling af flere midler fra fonde og i lokalsamfundet. 

Se en liste over nogle af de mange donationer, der er givet igennem årene til facilitetsudvidelse i Solbjerg.

Damefrokoster

Har doneret 166.488 kr.

De succesfulde damefrokoster har siden første 'lille' frokost i skolens festsal med 100 deltagere i 2016 vokset sig større og større. Arrangementet blev flyttet til Solbjerg-hallen og endnu flere solbjergensiske damer har efterfølgende årligt samlet sig til en brag af en festlig eftermiddag aften.

Medlemsbidrag

Har doneret 492.286 kr.

Igennem de sendste 10 år har en lille del af Foreningsmedlemsskabet, som hvert medlem af SIF årligt betaler, været øremærket til Facilitetsudvikling. Beløbet bekræfter at 'mange bække små gør en stor å' men er også et resultat af et stigende medlemstal gennem årene.

OK/SuperBrugsen-støtte

Har doneret 91.638 kr.

TAK til alle, som har valgt at knytte Solbjerg IF til deres OK benzinkort, til OK-profilen online eller via OK's app. Det er SÅ nemt at støtte os på denne måde og vi bliver SÅ glade, når den årlige check fra OK kommer.

Sponsorat fra AuraFælles-El-abonnenter

Har doneret 8.329 kr.

Tak til alle, der ved at abonnere på AuraFælles-El med Solbjerg IF som sponsorpengemodtager, bidrager med penge til facilitetspuljen hver gang lyset tændes og der laves mad :-) indsamlede midler for 2020 og 2021

Fyrværkerisalg

Har doneret 21.860 kr.

I både 2019, 2020 og 2021 har det været muligt ved køb af Fyrværkeri hos Gårdbutikken Peterslyst på Hovvejen, at donere penge til Solbjerg IF. Det er der rigtig mange Solbjergensere, der har benyttet sig af.

Salg af hoodies og muleposer

Har doneret 24.408 kr.

Solbjerg har taget rigtig godt imod Solbjergtrøjen i form af hoodies og t-shirts samt muleposer med det fantastiske #SIFSamlerSolbjerg-logo. Vi har stadig t-shirts og hoodies på lager i forskellige størrelser, så fortsæt med at købe :-)

Flaskepant indleveret i Rema1000

Har doneret 2.216 kr.

TAK til alle som har afleveret flaskebon for returnerede flasker i Rema1000. Hver eneste krone tæller og vi er mega-glade for hvor hver flaskepant-krone der går videre. Intet beløb er for småt. Mange flasker små gør en...

Solbjergøllen

Har doneret 65.000 kr.

Rema 1000 Solbjerg har fået fremstillet lækre Solbjerg-øl som sælges både enkeltvis og i lækre gave-venlige kasser. Tak for hver en Solbjerg-øl I har købt og til Rema1000 for at komme på ideen og liiige runde gordt og grundigt op, så beløbet er noget større end blot det annoncerede overskud fra salget.

KFI Erhvervsdrivende Fond og Rema1000 Solbjerg

Har doneret 25.000 kr.

Da Rema 1000 Solbjerg fik muligheden for at søge midler til lokalt foreningsarbejde hos KFI fattede Jimi straks pennen. Det resulterede i en rigtig flot check, som kom som en stor overraskelse for alle.

Donation fra Corona-aflyst gymnastikopvisning 2020

Har doneret 5.150 kr.

Som så mange andre arrangementer måtte årets gymnastikopvisninger 2020 aflyses med kort varsel. De allerede solgte billetter blev refunderet, men en stor del af publikum valgte at give det indbetalte beløb videre til facilitetsudvikling i Solbjerg IF.

Fastelavnsfester

Har doneret 18.600 kr.

Byens børn er siden 2017 hvert år til fastelavn inviteret til en festlig dag i Solbjerghallen, hvor kattene vælter ud af de mange tønder.

Øl- og romsmagninger

Har doneret 12.445 kr.

Solbjergs mænd har ved flere lejligheder siden 2017 kunne læske sig i spændende øl og rom - og måske de stadig kan huske nogle af historierne bag dem?

Foreningen Solbjerg - syd for Århus

Har doneret 250.000 kr.

Donation fra den lokalen forening. Vi er utroligt taknemmelige for det gavmilde bidrag!

Del af overskud fra SportsCaféen

Har doneret 55.753 kr.

SportsCaféen drives af frivillige og overskuddet går dels til vedligehold af SportsCaféen dels til de enkelte afdelinger og nu også til Facilitetsudvidelse. SportsCaféen bliver naturligvis også tænkt ind i de nye rammer, så der stadig bliver et naturligt samlingssted til 3. halveg eller til den hurtige snack efter træning.

SIFs 50-års jubilæumsfest

Har doneret 27.952 kr.

Hele Solbjerg festede med i en hel uge, da Solbjerg IF i 2019 fejrede 50-års jubilæum. En stor jubilæumsfest for tidligere, nuværende og kommende voksne medlemmer gav et rigtigt flot beløb videre til facilitetsudviklingen.